For nylig modtog jeg en tekst som skabte genklang og rørte mig dybt. Den var fra Birgitte Gorm Hansen, som har Dynamic Yoga og er trænet af Godfrey Devereux. Jeg vil gerne dele teksten med jer:
Da jeg var en lille pige, introducerede min farmor mig for yoga. Vi lavede åndedrætsøvelser om morgenen, og hun holdt mig i hånden, når vi efter brusebadet stod i ”træets stilling”, smurt ind i mandelolie, mens vi fnisende forsøgte at holde balancen. Når jeg skulle puttes i seng instruerede hun mig i ”yogisk afspænding”. Jeg lå på ryggen i savasana, mens hun med dæmpet stemme nævnte kroppens dele, altid efter en helt nøjagtig, gentaget sekvens identisk med den hendes egen yogalærer havde givet mejslet ind i hukommelsen gennem årene. Da hun skulle dø, sad jeg et døgn på kanten af det institutionsvaskede sengelinned, der knitrede højt hver gang man forsigtigt bevægede sig. Farmor lå helt stille med rygsøjlen spændt i en bue og trak vejret lydløst og hurtigt som en lille fugl. Jeg holdt hende i hånden, mens hun kiggede opad og lige ind i tomheden. Da jeg havde udtømt lageret af fælles beretninger om syvkabaler, myntethe, æbletræer, fuglhuse og solskoldede skuldre, vendte vi sammen tilbage til savasana. Denne gang var det mig, der med dæmpet stemme gentog remsen og intonationen, nøjagtig som hun havde gjort det for mig. Hun kunne ikke længere tale, men ordene faldt som dominobrikker ned gennem hendes krop, der gradvist gav lidt mere slip ned i det knitrende hvide.
Min farmor havde sin egen daglige yogapraksis længe før rødstrømperne begyndte at brænde BH-er og hippierne kørte til Indien for at ryge tjald og meditere. Jeg tænker, at jeg som yogalærer skylder stor tak til den pionerånd, der fik en lille håndfuld danske husmødre til at trodse de løftede øjenbryn, iføre sig uldent undertøj og tage yogaen med sig ind i dagligstuerne. Det er derfor med nogen ærefrygt, at jeg i denne måned tager til Fyn for at undervise en stor flok yogalærere fra det ældste yogalærerforbund i Danmark: Dansk Yoga. Nogle af deltagerne er yngre end mig, knalddygtige og sultne efter nye tendenser. Andre begyndte at undervise 20 år før jeg selv tog min første yogaklasse og vil sikkert tage alt hvad jeg siger med et gran salt og en sort kop kaffe. Sådan et job piller en del ved mine forestillinger om forholdet mellem lærer og elev. I sidste ende ved man aldrig rigtig, hvem der er læreren. Yoga lader til at give sig selv videre fra krop til krop som den selv vil. Nogen gange strømmer den ned af tidens flod - fra gammel til ung- andre gange vender den rundt og går mod strømmen. Det bedste man kan gøre, tror jeg, er at give slip og følge med.
